Radiomanden

Jeg er oprindelig uddannet journalist og fik på den måde muligheden for at gøre en af mine stærkeste menneskelige egenskaber til min levevej: NYSGERRIGHED. Det blev til en karriere i DR. De første år som aktiv journalist og studievært med udgangspunkt i en af Danmarks mest succesfulde regionalradioer i Næstved/Storstrøm/Vestsjælland. Men allerede mens jeg endnu var nyansat begyndte jeg som løs og siden fasttilknyttet konsulent i DR’s forskellige udviklingsafdelinger. Jeg underviste primært i radiomediets faglige genrer også i idé-udvikling, konceptudvikling og redaktionelle processer.

Så tog min ledelsesmæssige karriere fart

Jeg var redaktør, redaktionschef og sidenhen kanalchef for P3. Også her kom det i høj grad til at handle om forandringsledelse og innovation/branding på et stadig mere kompetitivt marked. De kommercielle radioer vandt frem og nye målgrupper krævede et opgør med den meget belærende – og i de unge lytteres bevidsthed – ”kedelige” og gammeldags radio. I de år – i min cheftid – opstod ”Tæskeholdet”.

Jeg blev den første chef for DR Radios chefredaktion

som blev indført i forbindelse med Christian Nissens totale turn-around af den gamle ”statsradiofoni”. Nu skulle det handle om professionel læsning af public service-kunderne og om at sende radio ud på alle de platforme, hvor de nye lyttere/brugere reelt befinder sig. For ”det man hører er man selv”. Vores mål var ”engelske tilstande, hvor kvalitets public service kan spille lige op med det kommercielle marked. – I dag har DR radio en markedsandel på op imod 80 pct.!

Jeg fik undervejs en lederuddannelse og har deltaget i kurser i innovation og forretningsudvikling på bl.a. Stanford og Queen’s University i Toronto, Canada. Samtidigt med markedets mediekonvergens har jeg arbejdet med den nødvendige og økonomiske vanskelige transaktion fra gamle til nye medier. I min tid som programchef for radioens chefredaktion opstod bl.a. ungdoms communitiet SKUM, hvor vi meget kontroversielt overførte millioner fra klassisk radio til nye medier. Samtidigt var jeg med til at tilrettelægge og stod i spidsens for DR Radios modoffensiver ved fremkomsten af de kommercielle, landsdækkende radiokanaler SKY og TV2 RADIO. Det var ikke målet i sig selv – men DR forblev den altdominerende radiofoni i Danmark.

Fra 2010 arbejdede jeg som projektchef i JP/POL vedr. ansøgning om FM4, (hvor bestyrelsen besluttede IKKE at søge. )Har arbejdet med sondering af det kommende, analoge og digitale radiomarked. Sidst som konsulent for New Radio aps, der har skabt Danmarks første kommercielle radiokanal med klassisk musik – RADIO KLASSISK. Jeg har gennem årene været brugt som oplægsholder og underviser og tilrettelagt sessions i og udenfor radiobranchen i Danmark, Sverige, Tyskland, England, USA og Canada. Nu tilbyder jeg som konsulent, netværksformidler, analytiker, skribent, underviser mine kompetencer indenfor journalistik – kommunikation og konceptudvikling.

Med min baggrund har jeg et af de stærkeste, danske medienetværk– med stærke forbindelser til det øvrige Europa og USA.

Og jeg er stadigvæk – nysgerrig!

 

På given forandledning:

Mit portræt øverst på siden er ikke et udtryk for afstand til radiomediet – min stærkeste kompetence og det medium, der står mit hjerte og min hjerne nærmest.  Det eneste alibi for at optræde øverst på siden med “hængende tunge”er min grænseløse beundring for Albert Eistein – den verdenskendte atomfysiker, manden bag relativitetsteorien, nobelprismodtager - og inderlig humanist.Formentlig verdens mest nysgerrige menneske, indtil han døde i 1955.

DEN mand bærer sin tunge med værdighed……..

 

 

Kontakt:

e-mail:
Tlf.:
skype:

 

jesper@jespergrunwald.dk +45 40 25 51 12
Jespergru